Ladywalk Vandreshoppen.dk

Siden 2005 har Ladywalk hvert år doneret penge til foreninger, der støtter sygdomsramte kvinder i Danmark.

Ladywalk – Syv gange rundt om jorden

Så langt gik 42.212 kvinder tilsammen, da de i 2016 deltog i Ladywalk. Tager man udgangspunkt i, at alle gik minimum 7 km, gik de nemlig tilsammen 295.484 km, hvilket må siges at være ret godt gået.

Allerede i 2001 fandt det første Ladywalk sted i København. Siden er arrangementet vokset støt og roligt, så der i dag er 12 startsteder i Danmark. Ønsket for Ladywalk er det samme som i 2001: At danske kvinder skal opleve glæden ved at komme ud at gå.

Har man set de glade ansigter på et af Ladywalks 12 startsteder, er der ingen tvivl om, at glæde er et nøgleord ved denne fælles vandring, der i år finder sted mandag den 29. maj. Går det som det plejer, vil kvinderne mødes lang tid før startskuddet lyder og mange vil også blive efterfølgende.

Det ganske særlige ved denne vandring er, at der bliver snakket og snakket. Det betyder noget, at der ikke bliver taget tid, hvilket er tilfældet ved mange andre motionsevents. Når det ikke handler om at komme først, giver det god mulighed for at nyde naturen og bare have en god aften. En aften, hvor kvinder holder fri og nyder, at få vendt alt det, de ikke når at få snakket om til hverdag samtidig med, at de går.

LÆS OGSÅ Storslået vandring på Sardinien

12 smukke ruter

Siden 2001 er Ladywalk vokset, så der i dag er startsteder i de 12 byer: Agger, Frederikshavn, Aalborg, Aarhus, Tarm, Haderslev, Sønderborg, Odense, Skælskør, København, Nakskov og Rønne. På hvert sted har lokale arrangører tilrettelagt smukke ruter, som alle kan være med på. Nogle steder går ruterne gennem skov, andre steder kommer man ud til kyst og fjord, og flere steder oplever man både skov og vand. Uanset, hvor man deltager, vil der være en rute på 7 km og en på 12 km, og man vælger selv på dagen, hvor langt man vil gå.

LÆS OGSÅ Vandring & Kaffe hos Høvlehuset Værktøjsmuseum

I fælles flok

For mange kvinder er det blevet en forårstradition at deltage i Ladywalk. Det ses tydeligt på facebook, hvor mange skriver: Skal vi med igen i år? Er man blot 11 kvinder, kan man tilmelde sig som et hold. Mange arbejdspladser og foreninger stiller derfor med hold – og nogle af dem ret store. Men et hold kan også være veninder, naboer, søstre, mødre og mostre. På hvert af de 12 startsteder er der en pokal til de tre største hold.

Gå for en god sag

Siden 2005 har Ladywalk hvert år doneret penge til foreninger, der støtter sygdomsramte kvinder i Danmark. De mange tusinde kvinder, der deltager i Ladywalk, bidrager derfor hvert år til både forskning, forebygning og bedre behandlingsmuligheder. I 2016 donerede Ladywalk i alt en million kroner og i år vil PCO-foreningen og Hjerteforeningen modtage støtte. Hvad beløbet bliver, vil blive offentliggjort ved overrækkelsen fredag den 22. september.

Ønsker man at deltage i Ladywalk, tilmelder man sig på ladywalk.dk. Tilmeldingen er åben frem til mandag den 1. maj og prisen er 125 kr. inkl. T-shirt og rygpose. Efter den 1. maj kan man udelukkende tilmelde sig på startstederne på dagen. Her er prisen 155 kr.

Ladywalk Vandreshoppen.dk

Forfatteren: Ladywalk.

©Vandreshoppen.dk, 3-2017.