Glæden ved at vandre sammen
Den anden dag kom jeg til at tænke på at jeg næsten aldrig vandrer alene. Og når jeg gør, så føles det lidt forkert – måske er forkert ikke det rigtige ord, for jeg tror ikke på at der findes rigtigt eller forkert når det kommer til vandring. Som et klassisk caminocitat lyder ”hver sin camino” – vi skal hver finde vores vej gennem livet og finde den særlige vej, som passer os hver især.
Men summa sumarum er at når jeg er på vandreture, sker det altid sammen med nogen. Og næsten altid er denne ”nogen” min dejlige kone. Vi har vandret en-dagesture, ugelange ture med bagagen bragt rundt eller med bagagen i rygsækken – og så har vi vandret de større ture, to caminovandringer til Santiago. Vi har også haft venner eller familie med på turene.
Hvorfor det er vigtigt at have oplevelser sammen
Selvfølgelig er det meget dejligt at have den samme hobby med at vandre, men for mig er der også noget andet på spil i forhold til at vandre alene. Oplevelser bliver større når man deler dem med nogen – og oplevelser varer ved, for man kan genfinde sammen den når man f.eks. kigger på sine fotos, læser sin dagbog eller har lavet en billedbog af sin vandreferie! Der er faktisk endda forskning som viser at glæden ved at bruge penge på oplevelser er større og længerevarende end ved at bruge det på materielle ting.
Vi har f.eks. siddet en dejlig aften med en projektor og set billeder på dagligstuevæggen fra vores ene caminotur mens vi har læst højt af vores respektive dagbøger. Så mens vi nød den spanske rødvin kunne vi undre os over at vi oplevede dagene meget forskelligt! Vi har lavet billedbøger af vores vandreferier med svigermor som vi kigger i med jævne mellemrum – og i vores entre hænger der masser af billeder fra caminoturene, så når vi skal ud af døren, bliver vi lige mindet om de dejlige oplevelser!
Der er også ulemper ved at vandre sammen!
Der er selvfølgelig nogle ulemper ved at vandre sammen – vi skal tage hensyn til hinanden på turene, så hvis den ene af os har en dårlig dag, er det denne person som sætter niveauet for dagens tur. Eller når der skal vælges frokost – og i masser af små ting…hvornår holder vi f.eks. pauser og hvor langt skal vi gå på dagen på de længere ture? Og skal vi snakke eller gå i stilhed? Og så er det dæleme ikke rart når man kommer lidt på kant med hinanden – men så må vi jo finde en måde at få det til at fungere på, for vi er jo afsted sammen!
…men masser af fordele!
Men fordelene opvejer det så rigeligt! Der er altid én at snakke med og dialogen bliver om såvel de store temaer som de helt små – og så er der altid nogen at snakke med om hvad man oplever og ser undervejs. Og til at hjælpe med at finde vej! Jeg må da indrømme at før GPS’ens indtog brugte vi da en del tid sammen på at tolke vandrebøgernes sammenhæng med virkelighedens rute – eller mangel på samme! Og hånden på hjertet – en af mine største oplevelser sammen med andre er at stå i stilhed på en bakketop på Caminoen sammen med en japaner og nyde udsigten. Hver for sig og i stilhed. Smukt.
Ja, jeg vil til enhver tid anbefale at vandre sammen med andre – at have nogen at dele oplevelserne med gør dem kun større og man kan sagtens nyde skovens dybe, stille ro selvom man er sammen med andre.
Om forfatterne:
De to skøre vandrere Rikke og Christian er vilde med vandring og bruger alle deres ferier på at vandre sammen. De tager har også taget orlov for at gå caminoen et par gange og de har af ren glæde lavet deres egen vandreblog om oplevelserne, Wewalk.dk.
