Ferie med hundFerie med hund – vandring i Danmark og udlandet

Skal du på ferie med hund, vel at bemærke udendørs, som eksempelvis en vandreferie, så er der både praktiske og juridiske ting at tage højde for. Vi har i denne artikel samlet lidt gode råd, når du skal have hunden med på ferie.

Ferie med hund!

Ferien nærmer sig og hele familien glæder sig til at komme på vandretur et sted i Danmark eller udlandet. Men hvad gør vi med hunden? Skal vi aflevere den på hundepensionen eller tage den med?

Den skal selvfølgelig med! – men der er lige nogle ting, man er nødt til at sætte sig ind i inden, turen kan begynde.

Hvor og hvordan må man have hunden med? Hvilke regler skal man overholde i forskellige lande? Hvad skal jeg medbringe til hunden? Kan den klare vandreturen, vi skal på? osv….osv….

Der dukker helt sikkert mange spørgsmål op, og i det følgende vil vi give nogle tips og henvise til hjemmesider, hvor du kan finde yderligere oplysninger.

På vandretur i DK!

Der findes rigtigt mange vandreruter i Danmark og de fleste steder må man have hunden med, hvis man overholder visse regler.

Som udgangspunkt skal hunden være i snor! Der er visse steder, hvor hunden må færdes uden snor, hvis ejeren har fuld kontrol over hunden, og den ikke er til gene for andre mennesker, vildtet og andre hunde. Du må gerne lade din hund løbe løs, hvis du har fået tilladelse af grundejeren i en hundeskov. Alle hunde har et jagtinstinkt og vil derfor naturligt løbe vildt op, hvilket er stressende for dyrelivet. Så det er er vigtigt at have styr på sin hund. Det kan bl.a. opnås gennem  hundetræning.

Hvis du færdes ved vandet, skal du have hunden i snor i sommerhalvåret, men i vinterhalvåret må den gerne være løs – selvfølgelig under forudsætning af at du har styr på din hund.

Hvis du gerne vil overnatte i shelter, skal du tænke på, at ikke alle mennesker har lyst til at dele overnatning med en hund. Så sørg for ly til hunden udenfor shelteret!

Vær opmærksom på at Naturstyrelsen kan anmelde dig til politiet, hvis du lader din hund gå løs uden at du har fået tilladelse.

Miljø- og fødevareministeriet har lavet en folder, hvor du kan få yderligere oplysninger om, hvordan du kan færdes i naturen med din hund:

Naturen må betrædes – men træd varsomt

Sidst men ikke mindst –

Saml hundens efterladenskaber op og smid den lukkede pose i en skraldespand/affaldscontainer, ikke i buskadset, skovbunden eller på stranden!

Læs også:

Vandreruter i de statslige naturområder

Vandretur i udlandet med hund!

Det er ikke ligegyldigt hvilket land du gerne vil have din hund med på ferie i. Der gælder forskellige regler om det er et land indenfor EU eller udenfor. Så det er vigtigt at sætte sig grundigt ind i, hvad det pågældende land forlanger af vaccinationer, behandling af indvoldsorm, chip, EU-pas eller andre særlige regler.

Der kan være risiko for smitte af infektionssygdomme fra lokale hunde, især i Øst- og Sydeuropa. Så selvom din hund er vaccineret efter reglerne, er det ingen garanti for at den ikke kan blive smittet med andre lokale sygdomme.

Der skelnes også mellem kommerciel og ikke-kommerciel flytning af selskabsdyr, altså om hunden rejser sammen med sin ejer på ferie eller om, der er tale om at hunden skal sælges. For at kunne bevise det, skal man fremvise f.eks. kvittering på hotelbooking, tog- eller flybilletter eller lignende, der entydigt viser at hunden er med på ferie. Reglerne er der for at undgå de mange salg af hunde under dække af at det er ikke-kommerciel transport af dyr.

Vær i god tid

For at være på den sikre side med at gøre det rigtige før du tager hunden med på ferie til udlandet, skal du begynde i god tid med følgende:

  • Tag hunden med til dyrlægen
  • Tjek det pågældende lands info angående indførelse af selskabsdyr
  • Gå på følgende hjemmesider for yderligere information:
  1. Fødevarestyrelsen.dk
  2. Dansk Kennel Klub

Det er ikke ligegyldigt hvilken hunderace, du har tænkt dig at tage med til udlandet. Det er f.eks. forbudt at indføre følgende hunde til Norge:

• Pitbullterrier
• Amerikansk Staffordshire terrier
• Fila brasileiro
• Tosa inu
• Dogo argentino
• Tjekkoslovakisk ulvehund

I andre lande kan det være andre hunderacer, man ikke må have med. Så man skal tænke sig godt om, før man tager sin hund med på ferie til udlandet.

Hvad skal jeg medbringe til hunden!

Tidligere var det ikke så almindeligt at tage sin hund med på ferie, hverken i Danmark eller til udlandet, men det er det blevet i dag. Derfor er det også vigtigt at tænke på, hvordan hunden trives på turen. Inden vandreturen kan begynde, skal man transporteres hen til startstedet, og det kan foregå på flere måder. Herunder finder du gode råd til at tage godt hånd om din hund på turen.

Transportmiddel

Det er nemt at have sin hund med i bilen. Her kan du holde øje med hunden og selv bestemme, hvornår der skal være en pause, så hunden kan luftes og få vand. Men hvis bilen ikke har aircondition, bliver der meget varmt bag i bilen, hvilket kan give især store  hunde livstruende hedeslag. Og kører du til udlandet risikerer du at komme til at holde i lange køer, hvor der bliver ekstra varmt i bilen. Så hold mange pauser for din og hundens skyld.

Vælger du at rejse med tog, kan der være forskellige regler hos de togselskaberne, afhængigt af hvilket land du rejser i. Fordelen ved toget er at hunden er tæt på dig og du kan give den vand ofte og risikoen for hedeslag er minimal. I nogle tog forlanger de at hunden har mundkurv på af hensyn til de andre passagerer. Desværre kan du ikke selv bestemme hvornår du vil lufte din hund men spørg om hvilke stationer, toget har længere opholdstid, så du kan planlægge hundeluftningen.

Rejser du med fly kan du have din hund med i kabinen hvis den vejer op til 8 kg inkl. taske og den kan være under sædet foran dig under start og landing. Større hunde bliver transporteret i et tryksikret lastrum. Nogle hunde bliver stressede af denne transportform og især kortsnudede hunde kan få vejrtrækningsproblemer.

Pakkelisten

Når først du er nået frem til den endelige destination og vandreturen kan begynde, så er ferien for alvor i gang. Og du har selvfølgelige lavet en pakkeliste hjemmefra, så du får det hele med til hunden. Som f.eks.

  • Ekstra vandflaske
  • Hundefoder
  • Sammenfoldelige mad/vandskål
  • Lang line
  • Redskab til fjernelse af flåter
  • Mundkurv (hvis nødvendigt)
  • Soveplads (tæppe, sovepose, liggeunderlag, regnslag)
  • Plastposer til “efterladenskaber”

Hvis du er på tur med en større hund (20kg +) kan du med fordel give den en hunderygsæk på. De findes i mange forskellige udgaver, så tag hunden med på indkøb, så du finder den helt rigtige rygsæk til din hund.

Når du pakker hundens rygsæk, så pak alt vandtæt. Det kan være mere praktisk at pakke dit eget tøj i hundens rygsæk, fordi det kan fordeles og derfor sidder bedre på hunden. Vær opmærksom på at der ikke hænger noget løst men at alt er sikret, så den ikke kommer til skade, hvis den render igennem et krat.

Og husk at lægge godbidderne i øverste lomme, så de er nemme at komme til.

Ferie med hund i Danmark

Hunden skal trænes op til ferien – både fysisk og mentalt 

At tage på ferie med hunden, kan være fantastisk både for hund og ejer. De fleste hunde elsker nye oplevelser og være med dig ude i naturen, især hvis den har været vant til det fra hvalp af. 

Er du ny hvalpeejer, og du ved at din hund skal med dig på dine ferier, er det vigtigt at den fra start bliver socialiseret og præsenteret for forskellige omgivelser, mennesker og andre hunde. Det er med til at styrke din hvalps selvtillid og gøre den mere robust, hvilket er en vigtig egenskab, når I skal ud at rejse.
Har du en voksen hund, som ikke er så vant til at komme med rundt, så fortvivl ej. Med den rette træning og tålmodighed, er det muligt at selv en voksen og usikker hund kan lære det, så længe du respekterer dens grænser.
Er du i tvivl, om din hund er klar til at komme med på ferie, er det en god idé at tage på en dagstur, eventuelt med en enkelt overnatning. På den måde finder du ud af, hvordan din hund tackler det at være ude på en længere tur, samtidig med at I lærer hinanden bedre at kende, og det er en kæmpe fordel, når I skal ud at rejse. 

Når hunden skal med på din vandreferie, er det vigtigt at tilpasse ferien til din hunds niveau. En mindre hund, vil ikke kunne holde til lange distancer, hvorimod en meget atletisk og aktiv hund, som ofte er af en større race, sagtens vil kunne gå langt. 
Har du en mindre hund, som du gerne vil have med på en længere distance, findes der bæreseler og rygsække til små hunde, så du på den måde stadig kan have din firbenede ven med.

Uanset hvilket niveau din hund ligger på i forhold til fysik og udholdenhed, er det enormt vigtigt, at du træner den op til vandreturen. Hunde kan lige så vel som mennesker, blive fysisk trætte, få ondt i benene, samt skader. Det kan du i høj grad forebygge ved at lægge god tid i den fysiske træning. 

Sådan forbereder du hunden fysisk til vandreturen:

  • Start ud med kortere gåture. Distancen er individuel, da det kommer an på din hunds nuværende niveau. 
  • Øg gradvist længden af jeres gåture, samt varier terrænet. 
  • Gå i terræn med både ujævnheder, bakket landskab og trapper. 

Skal din hund have sin egen rygsæk på, er det vigtigt, at den vænner sig til følelsen og tyngden af den i god tid inden afrejse. 

Hunde er flokdyr, og derfor vil langt de fleste hunde være tilfredse, så længe de er sammen med sin ejer. Derfor vil det give jer begge en fantastisk oplevelse at tage på vandreferie sammen. Det styrker i høj grad jeres bånd, når I bruger mere kvalitetstid med hinanden.
Det kræver en del mere planlægning at rejse med sin firbenede kammerat, men i sidste ende giver det pote. 

God ferie til dig og din hund!

*Kilder: Heidi Kirstine Jørgensen, veterinærsygeplejerske.

Vandreshoppen.dk, opdateret april 2021.