Fra drøm til virkelighed – Caminoen
Drømmen var en vandretur i Spanien på Caminoen i juli måned. Mareridtet var at få vabler.
Utallige overvejelser, samlen på tegn og så lige pludselig i maj måned at bestille en billet med toget fra Århus til Sankt Jean Pied de Port i de franske Pyrenærer var første skridt ud i at gøre en drøm til virkelighed.
Toget den sommersøndag fra Hamburg var mere end overfyldt. Jeg rejste på 2.klasse med pladsbillet. Det blev til svedige oplevelser blandt tykke mænd, tyske kvinder og utålmodige børn. Med smeltet madpakke og chokolade fandt jeg efter en times tid mit sæde og blev belønnet med næseblod! Toget sneglede sig afsted sydpå gennem Tyskland, og fra Frankrig i et mere komfortabelt tog til Paris blev hastigheden yderligere sat ned på grund af skinnearbejde, så jeg nåede ikke nattoget i Paris.
Efter frustrationer og rådvillighed og en evig stempling af billetter blev det til 2 ekstra dage på hotel i Paris og i Bourgogne. Tillæg, som i dag gør rejsen til noget særligt.
Endelig en tåget eftermiddag kunne turen over bjergene til Ronsevalles begynde. Veludhvilet og med gejst og optimisme var jeg klar til den første etape på mine 900 kilometers pilgrimsfærd.
Fugtigt vejr og for lange etaper blev mit mareridt, for støvlerne blev fugtige og varme. Trods god forberedelse med mange kilometer i fødderne og træning der hjemme med rygsæk på, ja, så var det ikke helt nok. Lilletåen ømmede sig, og de andre tæer fulgte efter. Ofte lagde jeg ud klokken seks om morgenen uden at have fornemmelse af, hvor mange tæer jeg ejede. Det hele føltes som en smertefuld klump forrest i støvlerne. Alligevel holdt jeg ud, og med Compeet i bagagen klarede jeg etaperne i de smalle eccostøvler.
Der var jo så mange andre elementer i de skønne etaper. Landet var smukt, maden var god, og der fandtes så mange dejlige mennesker, som jeg undervejs havde god tid til at tale med. Hoved og krop, tanker og indtryk får rig mulighed for at skinne og blive bemærket på en vandring til Santiago de Compostela: bevægelse – nærvær – natur!
LÆS OGSÅ Billige alternativer til frysetørret mad
Min drøm var ved at tage form og en ny virkelighed blev tilføjet mit liv. Jeg var endelig midt i det varme Spanien kun iført simpelt vandretøj og med 4 kilo på ryggen.
Mareridtet om vabler blev også til virkelighed! Samtidig blev vabler så et samtaleemne i køjen på sovesalene, når vi deles om nåle, tråd, plastre og diverse cremer og salver. Der er mange gode råd, og de er endda på al verdens forskellige sprog. Der bliver alligevel noget hyggeligt over situationen på trods af det plagefulde emne og de ømme tæer.
LÆS OGSÅ Mont Blanc vandring i Frankrig som 61-årig
Løsningen blev for mig på Camino Norte 2 år senere at vælge bredere støvler med aftagelig indersål og at tage 2 lag sokker på. Hver evig eneste gang jeg holdt en pause, tog jeg støvlerne af og skiftede strømper. Også selvom fødderne var så varme, at jeg frygtede, om de igen kunne være i støvlen til næste etape.
Støvlens såler lå til tørre, mens mad og drikke blev nydt. Strømperne hængt til tørre uden på rygsækken indtil næste stop. Så jeg behøvede ikke som de hollandske unge piger at medbringe 10 par sokker. Det havde en ung soldat belært dem om, og jeg skal da også love for, at pigernes rygsække var tunge!
Af skade bliver du klog, og du får rigtig mange vabler med i købet!
Støvlen er det vigtigste på en vandretur – her skal ikke sparres.
Rygsækken er anden prioritet – den skal ikke være for stor. Jo større rygsæk, jo mere grej kommer du til at tage med. Jeg nøjes med ialt 4 kilo plus vand og mad. Det lyder næsten umuligt, men det er ikke en drøm. Det er virkelighed! Få kilo gør din tur til en drøm, fordi vægt er hårdt for kroppen og især fødderne.
Det blev et mareridt, og det blev en virkelighed. Ud af en drøm kom en virkelighed, som var bedre end drømmen!
Til sommer går turen fra Oslo til Tronheim i vandrestøvler med Goretex.
Buen Camino!
Forfatteren: Elsebeth Sørensen er coach i en sund livsstil og arrangerer b.la. vandreferier i Nationalpark Mols Bjerge.
Læs mere på www.profilsund.dk og Facebook.com!
©Vandreshoppen.dk, 4-2016.
(Teksten er alene udtryk for forfatterens holdninger)