Mont Blanc vandring i Frankrig som 61-årig

Er der overhovedet noget, der kan imponere en 61 årig kvinde, der har besøgt 54 lande fordelt over hele verden?

Ja!

Annette, vandrer

Et lille “rejsebureau”

Jeg havde ad omveje hørt om et lille ’rejsebureau’, der kalder sig MontBlanc Adventure, ejet af Roberto Gallina, der er halvt italiener. Så hvorfor Frankrig og ikke Italien?

Historien fik jeg i bilen på vej op til min lille lejlighed ….han havde som helt ung arbejdet i Les Contamines som skiguide og i mange år haft en hemmelig drøm om at komme tilbage om sommeren og stille sin store viden om klatring, rafting, mountainbiking og ikke mindst mennesker til rådighed for børnefamilier.

Hvordan havnede en ældre, enlig kvinde så der? Fordi jeg havde hørt, at man også kunne komme på 5 dages vandring i bjergene ’rundt om’ Mont Blanc.

Begyndelsen

Så søndag morgen stod holdet bestående af to midaldrende førstegangsvandrere, en spændstig ung fyr på 14 og så mig sagde hunden, der både har slidgigt i knæene og en dum ryg, parat overfor vores kompetente vandreguide Jesper, der kender dette område som sin egen bukselomme.

Vejret var sådan lidt blandet sol og skyer, men det forhindrede ikke de første begejstrede udbrud oppe i kabineliften, der førte os til toppen af ’Le Signal’, Signalet i daglig tale i 1850 meters højde. Nu har jeg set mange bjerge rundt om i verden, rigtig mange, men det slog mig hvor blændende grønne bjergsiderne var. Det lignede Færøerne, med samme vandfaldslignende striber, der skar sig ned igennem alt det grønne. Bare i meget større målestok.

Efter en halv times vandring, hvor vi bevægede os ud på smalle, klippefyldte stier fik jeg øje på den….

Den stærkblå lille enzian, som min far altid talte om, som en helt enestående smuk blomst. Den gav mindelser om barndommen og jeg plukkede den som en hyldest til min far, der døde i en ung alder – på trods af, at han altid formanede os om kun at nyde blomsterne, aldrig plukke dem.

Dette var kun begyndelsen på en stærk sanse- og mindefremkaldende tur. Vi krydsede nedfaldne klippeblokke og kæmpede os op til et smalt pas, hvor man på den anden side så ned over én lang blomstereng. For år tilbage kæmpede jeg i lidt større målestok mig op til et pas i 4500 meters højde i det lille kongerige Mustang, men fornemmelsen af at nå og gå igennem et pas er hver gang den samme. Man sætter sig et mål og når det! Skøn fornemmelse. Nedstigningen var som sædvanlig hård for knæene, men en vandrestok og knæbind hjælper, for ikke at tale om en kop kaffe og et stykke tærte på det lille Refuge du Nant Borrant.

LÆS OGSÅ Fra drøm til virkelighed

Mont-Blanc vandring i Frankrig som 61-årig

Godt på vej

Vores guide var på ethvert tidspunkt bevidst om at passe godt på os og vores sikkerhed, især den dag, hvor jeg slog min egen skridttællerekord og tog 33.472 skridt de fleste af dem på en 4 km smal bjergkam. Vi fik strenge ordre om ikke at vende os med rygsæk på (for ikke at vælte den bagved ud over kanten!) eller stoppe uden at sige det først. Desuden skulle der være afstand imellem os. Det var totalt fascinerende at gå med en bjergdal med forrevne klipper lodret ned på den ene side og en grøn dal til den anden. Og de to nybegyndere fik deres ilddåb, med masser af wauw og se og åhhh og endnu mere wauw, som jeg kun kunne tilslutte mig.

Udsigten fra toppen af Mont Joly var fuldkommen formidabel og ude i horisonten glimtede Mont Blanc med sin evige sne. Heroppe i 2525 meters højde fandt jeg forstenede blæksprutteskjolde….for mig har det altid været uforståeligt at en havbund sådan stille og roligt igennem millioner af år kan bevæge sig op i disse højder. Men ikke desto mindre fandt jeg de flotteste eksemplarer. De ligner vættelys, men er sort- og hvidstribede. Og jeg glemte næsten de dårlige knæ på den stejle nedstigning for liiiiige at finde et endnu flottere eksemplar. Den 14 årige bevægede sig som en bjergged, lige hurtigt op eller ned og med ungdommens graciøsitet. Pludselig huskede jeg, hvordan jeg i hans alder simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor gamle mennesker altid gik så besværligt og langsomt. Det forstår jeg nu!

Heldigvis havde vi en hviledag midt på ugen, for som afslutning skulle vi gå ud til et refuge og overnatte.

Den gode slutning – et trinbræt midt i naturen

At køre i et tog, der ligner noget fra et jernbanemuseum op og op og op var en sjov oplevelse. Vi stod af på et trinbræt midt i Guds grønne natur med udsigt til evig sne og gletchere og ingen mennesker. Her kan man på alle måder trække vejret, så vi var helt høje af eufori, da vi vandrede ned til kanten af gletcheren og holdt hvil ved gletchersøen. Her gik jagten så ind på bjergkrystaller, og man så en ung og en ældre rumpe i vejret det meste af tiden. For mange år siden ’faldt’ mine to egne drenge over en krystalmine, også her i Frankrig og dengang fik de hakket og vredet 7 kg store fantastiske krystaller ud, så jeg sendte dem lige en tanke, da jeg her ved søen stod med en lille fesen krystal i hånden. Men stilheden og lykkefølelsen var den samme.

Og for at fuldende idyllen, fik vi øje på en gemse. Sådan en har jeg aldrig set, og det smager da lidt af fugl, når man selv er en stenbuk.

Vi ankom udmattede, men glade til hytten, der lå i en dal omgivet af fantastiske bjergmassiver, der hen over aftenen skiftede farver fra rosa over gylden til skiffersort. Og her blev vi så lagt på rad og række på bedste lejrskolevis, dog var der mindre fnis og prut end jeg husker fra den tid.

Næste morgen var det med lidt vemod, at vi tog afsked med stedet og begav os hjemover. Men fem fantastiske vandredage var tilendebragt og på trods af udfordringer op og ned ad bjergene var alle fire enige om, at det havde været et rigtigt MontBlanc-Adventure.

LÆS OGSÅ Tre ting jeg aldrig vil undvære på camping i basecamp