vandreruter DanmarkPopulære Vandreruter i Danmark

Kender du de populære vandreruter i Danmark? Ellers har du med denne artikel mulighed for at blive meget klogere!

Hærvejen i Jylland

Hærvejen skilt vandreruter i Danmark

(Tak til Mikkel Tim for lån af billedet!)

Man siger at hærvejen igennem Jylland strækker sig ud over ca. 500 kilometer. Fra Frederikshavn eller Hirtshals i nord til Padborg i syd.

Hærvejen må siges at være en af de absolut bedst kendte vandreruter i Danmark, og det er ikke uden grund, med tanke på historien bag.

Hærvejene var de veje, hvor alle måtte færdes, og som ikke måtte spærres. Altså større veje til fjerne steder i modsætning til andre småveje til marker og landsbyer. Her gik eller red alle mulige mennesker, lige fra pilgrimme til handlende, studedrivere med deres okser, røvere og, som navnet antyder, hære.

Med så lang en strækning kan det være nødvendigt at vælge, hvilken del man vil vandre på, med mindre man har meget god tid! Ruten er delt op i fire regioner: Sydjylland, Vestjylland, Østjylland og Nordjylland.

Men overalt vil du komme gennem noget af Danmarks smukkeste natur og forbi nogle af Danmarkshistoriens mest spændende steder.

Der er mulighed for at overnatte på primitive herberger til billige penge undervejs på ruten.

Fun fact: Hærvejen er en del af en Dansk / Europæisk Pilgrimsled fra  Santiago de Compostella, (Spanien) i syd til Nidaros Katedralen (Tronheim,Norge) i nord, en strækning på ca. 4000 km.

Læs mere om stien på Wikipedia: https://da.wikipedia.org/wiki/H%C3%A6rvejen

Og på Hærvejens hjemmeside: https://www.haervej.dk/

Gendarmstien

Er med sine 84 kilometer et godt bud på en rigtig god vandretur i Danmark.

Gendarmstien går fra Padborg ved den danske grænse nær Tyskland og til Høruphav på Als. Hele vandreruten er afmærket, så det er nemt at følge ruten.

Stien går gennem Kruså, Kollund, Sønderhav, Sandager, Egernsund, Rendbjerg, Brunsnæs, Kragesand, Stensigmose, Sønderborg, Høruphav til Skovby.

Selve vandreruten er opdelt i 5 etaper, på mellem 10 og 20 kilometer.

Det er altså en vandrerute, der vil være overkommelig for de fleste vandrere, både nybegyndere og de mere erfarne i Danmark.

Fun fact: En del af Gendarmstien er en del af den europæiske fjernvandrevej E6!

Læs mere om stien på Wikipedia: https://da.wikipedia.org/wiki/Gendarmstien

LÆS OGSÅ Hvor himlen møder havet – vandring ved Als

Nationalpark Mols Bjerge

Her er masser af små vandreruter at tage fat i. Der er over 25 korte ruter der varierer fra 1-6 km. samt 4 bynære ruter kaldet Kløverstier på 2.5 – 13 km. i Ebeltoft og Knebel.

Der er også den lang Mols Bjerge-stien på 60 km. som er opdelt i tre dagsetaper; Bjergetapen, Kaløetapen og Ebeltoftetapen. Overalt på ruten kan du se Nationalparkens unikke istidslandskab, som vil give dig en stor oplevelse.

Nationalpark Mols Bjerge har gjort rigtig meget for at gøre turen attraktiv for os vandrere, og de har løbende renoveret vandrestierne.

Fun fact: Stien er certificeret af European Ramblers Association som Leading Quality Trails – Best of Europe.

Læs mere om stien på Wikipedia:

https://da.wikipedia.org/wiki/Mols_Bjerge-stien

og på Nationalpark Mols Bjerges hjemmeside:

https://nationalparkmolsbjerge.dk/oplev-nationalparken/aktiviteter/til-fods-i-nationalparken/

Kyststien på Bornholm

Kyststien Bornholm vandreruter i Danmark

(Åben billedet i stor størrelse!)
På kyststiens 120 kilometer lange vandrerute, kommer man godt rundt om Danmarks solskins ø: Bornholm.

Kyststien kan med fordel startes i Rønne og afsluttes samme sted. Om du går den ene eller den anden vej rundt er selvfølgelig helt op til dig selv.

Vandreruten i Danmark (Bornholm) er opdelt i 7 etaper:

  1. Rønne – Hasle
  2. Hasle – Sandvig
  3. Sandvig – Gudhjem
  4. Gudhjem – Svaneke
  5. Svaneke – Snogebæk
  6. Snogebæk – Boderne
  7. Boderne – Rønne

Man kommer rundt til alle øens fiskelejer, hvor man flere steder kan finde et røgeri og få stillet sulten. Og overalt har du den skønne ø-natur på den ene side og havet på den anden.

Vidste du?
Bornholm har flere sprækkedale, bl.a. Ekkodalen, som med sine 12 km. er den længste, og Døndalen, med Danmarks højeste vandfald på 25 m, Døndalefaldet

Du må dog vælge at tage nogle afstikkere ind på øen,  hvis du vil se de to ovennævnte steder.

Tak til Bornholm Info for lån af billedet. Du kan Finde mere information om kyststien på Bornholm her: https://bornholm.info/kyststien-bornholm/

LÆS OGSÅ Bornholm rundt- Mor og søn på tur

Øhavsstien i det Sydfynske Øhav

220 kilometer, og helt sikkert én af de længere vandreruter i Danmark.

Godt afmærket så du ikke farer vild undervejs!

Find mere information om Øhavsstien her: https://www.visitfyn.dk/fyn/oplevelser/vandring-pa-fyn

Du kan bl.a. finde forslag til vandreture med forskellige temaer. Så hvis du er interesseret i malerkunst, kan du gå i de sydfynske maleres fodspor. Er du til blomster, kan du gå langs syrenduftende hegn. Besøg en frugtplantage på Langeland eller en vinplantage nær Svendborg. Eller kig på fugle på Ærø. Så der er noget at vælge imellem. Disse ture er på forskellige længder mellem 9 og 20 km.

Er I en gruppe, er der også mulighed for forskellige ture med guide, som kan fortælle om hvad I ser og oplever undervejs.

Tip: Du kan få en teatertur i naturen: Ved hjælp af App’en BaggaardTeatret og et par høretelefoner vil du blive guidet på en 6 km. lang tur på en dramatiseret lydfortælling, ”Sundets Stilhed” der krydser sporene af 6 sydfynske forfattere.

LÆS OGSÅ Vandreruter på Fyn & Øhavsstien – En af Danmarks længste vandreruter

Den danske camino Haderslev Næs

Med sine 106 kilometer, har Haderslev virkelig forsøgt at sætte sig på landkortet med sin helt egen camino udgav. Vi kender også begreber som caminoen fra andre steder i landet, eksempelvis på Møn, hvor de har lavet “Camønoen”.

Ruten fører forbi 9 forskellige kirker, fra Haderslev Domkirke til Hertug Hans -, Starup -, Grarup -, Øsby -, Aarø -, Halk -, Vilstrup – og Hoptrup Kirke, før turen atter går retur nordpå igennem Dyrehaven og langs Haderslev Dam tilbage til Haderslev Domkirke.

Ruten er markeret ved hjælp af træpæle med rutens logo, og du kan selvfølgelig også tage den i modsat retning. Og mellem kirkerne ligger det skønne sønderjyske landskab, som det bare er med at nyde.

Etapen mellem Grarup og Aarø kirker er den næst længste, men også én af de smukkeste, med udsigt til Haderslev Fjord det meste af turen. Ruten fører bl.a. forbi Tamdrup Høj, rutens højeste punkt med panoramaudsigt over Lillebælt og hele Næsset. Og for at komme til Aarø må du på en 7 minutter kort sejllads med Aarøfærgen.

Fun facts: Hertug Hans Kirke er opført af Hertug Hans den ældre i 1569 og var oprindelig en hospitalskirke efter Luthersk forbillede og dermed den første kirke i Danmark, der blev bygget som protestantisk kirke.

Læs mere om Camino Haderslev Næs her: https://caminohaderslev.dk/

LÆS OGSÅ Camino Haderslev Næs – En sønderjysk vandreoplevelse

Vesterhavsstien – én af flere vandreruter i Danmark

160 kilometer lang, og strækker sig langs den smukke Vesterhavskyst. Der findes ikke en samlet afmærket vandrerute langs vestkysten. Men fra Thyborøn til Vejers (eller omvendt) kan man gå ad stier næsten hele vejen. Nogle få steder uden stier må stranden tages i brug, eller et lille stykke landevej, hvis der er en oplevelse, du gerne vil have  med.

På den ene side har du havet, på den anden side bunkere, klitheder (som Husby og Blåbjerg Klitplantager) og fjorde (som Nissum og  Ringkøbing Fjord)

En afstikker, som kan anbefales, er til Abelines Gård, en fredet strandfogedgård beliggende syd for Hvide Sande. Strandfogeder skulle bjerge vraggods, afholde strandauktioner og huse søfolk fra forliste skibe og gården fortæller historien bag dette, om det barske liv langs Vesterhavet og i særdeleshed om Abeline, som drev gården fra hun blev enke i 1904 til sin død i 1957.

Fun facts: Hvis du ikke har fået badetøjet med, er det ikke et problem, når du kommer til Houstrup Strand, som er en kombineret strand, hvor en del af stranden er officiel fribadestrand for naturister.

Find mere information om Vesterhavsstien hos Dansk Vandrelaug. Her kan du bl.a. læse om et ægtepars forslag til turen: https://dvl.dk/ringkoebing-skjern/2 Hou018/08/27/vesterhavsstien-en-vandring-fra-thyboroen-til-vejers/

Himmelbjergruten

På Himmelbjergruten kan du gå fra Ry til Silkeborg og videre rundt om søerne til Himmelbjerget og tilbage til Ry. Ruten er ca. 40 km lang.

Ruten er mærket med røde pile og prikker på forskelligt farvede pæle. Pile, hvor du skal skifte kurs, og prikker hvor du bare skal fortsætte. Er pælen brun, betyder det, at du er på privat grund, hvor der er begrænsning på hvor og hvornår, du må opholde dig der (fra kl. 6.00 til solnedgang på veje og stier.) Røde pæle er statens grund, sorte er kommunale. På disse 2 områder må du færdes døgnet rundt, og er der ikke skiltet anderledes, må du også bevæge dig uden for vej og sti.

Du kan om sommeren vælge at tage veterantoget fem km af strækningen eller at sejle over søerne. Ruten kan også kombineres med flere lokale ruter, (afmærket med gule pile og prikker), med vandreruten Aarhus-Silkeborg eller Megelbanestien til Glarbo, afmærket med røde pile og prikker. De forskellige ruter er skiltet med navn jævnligt langs ruten, og med oversigtskort på P-pladserne, så du hele tiden kan orientere dig om, hvor du er.

Fra søens overflade op til Himmelbjergets top er der en højdeforskel på ca. 125 m. Det siger noget om niveauforskellen undervejs på ruten. Netop på grund af den meget varierende højdeforskel er ruten ikke egnet til gangbesværede eller til folk i rullestol, og kan kræve sit, hvis du skal have en barnevogn eller klapvogn med. Og HUSK vand!

Vest og nord for Himmelbjerget holder man området fri for træer, så man rigtig kan nyde den storslåede udsigt.

Fun facts: Steen Steensen Blicher startede det første folkemøde på Himmelbjerget i 1839 med over 500 deltagere. Året efter havde han dog ikke fået tilladelse af den lokale ejer til  at afholde mødet og fik dermed problemer, hvilket igen foranledigede kongen, Christian d. 8. til at købe Himmelbjerget til det danske folk.

Læs om et forslag til turen på blogindlæget: Himmelbjergruten – En himmelsk vandretur med afstikkere

Himmelbjerget er kun Danmarks 7. højeste sted med sine 147,3 m. mens det højeste sted er Møllehøj med 170,86 meter. Læs om dette på: Danmarks højeste bjerge.

Bindeballestien ( og Kyst til kyst stien)

Og til sidst en lokal rute, idet Vandreshoppen.dk jo har hjemme i Vejle, og Bindeballestien går mellem Vejle og Billund.

De 36 km, som stien strækker sig, løber gennem naturskønne Vejle Ådal, dele af den langs den gamle Vandelbane. Dele af stien er asfalteret, andre er grusstier, og på korte strækninger vil du få suset fra bilerne på motorvejen. Men det meste af stien er i rolige omgivelser. Stien skal dog deles med cyklister, hvilket man selvfølgelig skal være obs på.

Til gengæld får du synet af enge, marker, stejle skrænter med varieret skovbevoksning og helt specielle istids-efterladenskaber. Ved israndslinjen ser du, hvordan det bakkede landskab afløses af den flade hedeslette. Undervejs er der tavler med info og udstillinger, så du kan lære om alt det, du ser.

Du vil bl.a. komme  forbi:

Haraldskær Hovedgård, bygget 1434 og i dag et hotel, beliggende lige ved siden af Skibet Kirke med kalkmalerier fra 1200-tallet i koret

Vork Bakker, et område som næsten får dig til at tro, du er i alperne

Vingsted, hvor livet i åen kan studeres i en undervandskasse og jernalderen kan studeres i jernaldermiljøet

Fun facts: Vingsted Sø er én af Danmarks 25 søer og moser fra jernalderen, som kaldes ”våbenoffermoser”. Fundene herfra stammer sandsynligvis fra én stor ofring omkring år 250 e.Kr. De kan ses på Kulturmuseet Spinderihallerne i Vejle

Ravning Station med den spændende historie om Harald Blåtands Bro over Vejle Ådal

Tørskind grusgrav med billedhuggerne Robert Jacobsen og Jean Clareboudt’s store landskabsskulpturer i træ, sten og metal

Runkenbjerg, en lang smal “knold” med en fantastisk udsigt over landskabet

Bindeballe Station og Bindeballe Købmandsgård, begge bygget i forbindelse med Vandelbanens (1897-1957) oprettelse. Lær om jernbanens historie på den gamle station,  og besøg købmandsgården som både er indkøbssted og museum

Frederikshåb Plantage, med hvide sandklitter, lyngklædte bakker, søer og nåleskove

Naturrum Kirstinelyst, et levende oplevelsescenter og hvorfra du kommer ind på Randbøl Hede, Danmarks største indlandshede.

Læs om Bindeballe Købmandsgård

Læs også: En vandre-weekend på Bindeballestien

Fra Billund kan man fortsætte endnu ca. 84 km ad Kyst til kyst stien langs Holme Å og Varde Å tværs over Jylland til Blåvands Huk på vestkysten. Og overnatte på primitive lejrpladser undervejs.

En del af Bindeballestien følger den gamle hærvej, som er den første vandrerute nævnt i denne artikel, og således sluttes ringen.

Tjek op hos Naturstyrelsen

ud i naturen

Det kan være en god idé at tjekke op hos Naturstyrelsen for gode råd inden afgang. Se eksempelvis deres side; udinaturen.dk.

Læs lignende artikler fra bloggen:

TIP: Et godt friluftsliv – er et sikkert friluftsliv!

Tema: Vandring

Annonce

Vandring i Danmark

Annonce

Vandring i Sverige

Annonce

Vandring i Norge

Annonce

Vandring i Skandinavien
e-mærket