Jeg brænder broer

I sensommeren 2017 gik jeg alene fra Hanstholm i Thy til Svendborg på Sydfyn. Med dette skriv, forsøger jeg at sætte ord på den mentale efterbehandling, der stadig i dag et halvt år senere, finder sted efter jeg kom hjem.

Jeg brænder broer.

Nogen gange skræmmer det mig, hvor let det egentlig er. Med få tast, et opkald eller en sætning, er et menneske væk fra min bevidsthed. Sådan.

Så er der ryddet op, gjort status, taget en beslutning, afskrevet og kvitteret. Venskabet, forholdet eller relationen er ovre og jeg kan skue frem mod nye horisonter og de mennesker der måtte gemme sig der.

Jeg brænder broer.

Jeg har gjort det så længe jeg har haft et socialt liv og jeg har gjort det med en fornemmelse af retfærdighed over for mig selv, men egentlig også over for dem der stod på den anden side af broen. Jeg var ikke god nok til dem, de var ikke gode nok til mig, vi gled fra hinanden, det var for det bedste, der var ikke mere at komme efter, vi trak hinanden ned… And so on.

LÆS OGSÅ Fra drøm til virkelighed

Den længste tur

På det seneste har jeg gået lange ture. Nogen gange alene. Nogen gange med manden jeg elsker.

Det startede med den længste tur i august 2017. Den gik jeg alene og den blev omkring 300 km lang og førte mig igennem et landskab fyldt med fantastiske udsigter, venskaber, op og nedture og en masse tanker om fortid, nutid og fremtid.

Da jeg kom hjem, startede en ny rejse, men den var mere indeni end udenpå. Det var der de lange gåture begyndte at dukke op. Jeg gik og tænkte og tænkte, jeg deltog i kurser om naturen som medbehandler og følte faktisk jeg havde medvind. At jeg havde sat noget i værk der nærmest bar mig afsted. Som en rolig men insisterende flod der bærer et blad på sin overflade, med strømmen.

Jeg må med ærgrelse indrømme, at jeg troede jeg ikke behøvede at gøre så meget mere, jeg havde fundet mig selv og det føltes fantastisk. Jeg havde fundet en sandhed og begyndte at prædike den til alle der ville lytte: Gå en tur! Oplev naturen! Du ved ikke hvad du går glip af! Alle burde gøre det, også selvom de har fuldtidsjob, børn og hverdag, bare afsted! Du bliver et dårligere menneske af ikke at gøre det!

Hvorfor skulle jeg standse op og kigge mig selv efter i sømmene? Det havde jeg jo lige gjort mens jeg gik de der 300 km, det er altså lang tid at gå sig selv efter.

LÆS OGSÅ Vandring – hvorfor, hvordan og hvor

”Pleasergen” og selvindsigt

Så jeg brændte en bro.

Færdig og videre.

Men denne bro begyndte at dukke op på mine gåture. Ikke så meget fordi jeg fortrød, men fordi der begyndte at tegne sig et billede. Det viste en kvinde i uro.

En konstant søgen efter at ”please” alle omkring hende, også selvom det ikke er nogen hun kender, selvom det måske blot er ord i en artikel, et blad eller i en bog. ”Når man går en lang tur, lærer man sig selv bedre at kende. Man får vejrtrækningen ned og finder ro, man lærer at hvile i sig selv. Det er vigtigt at rydde op i sit liv. Simplificere. Det er vigtigt at værne om de mennesker der vil en det godt og ikke bruge energi på dem der vil en det ”dårligt”. Stod der måske et sted, eller også har jeg selv fundet på det.

Hvornår kan man stoppe med at arbejde med sig selv? Svaret er rimelig ligetil. Aldrig.

Jeg troede at i og med jeg havde lidt medvind og havde gjort noget så stort, som det er at vandre afsted alene for første gang og fortsætte i halvanden måned. Så var min indre rejse slut og jeg kunne begynde at være i nuet, ikke se mig tilbage, men blot hvile i det vidunder det var, at jeg nu var et helt menneske.

Bullshit. Naivt, ungt og fuldstændig tosset bullshit.

LÆS OGSÅ Billige alternativer til frysetørret mad

Et realitetstjek

Så jeg brændte en bro og har nu besluttet mig for ikke at sidde på den lade side, når det kommer til mig selv. Jeg må være oppe på tæerne.

Jeg vil blive ved med at arbejde med mig selv, min krop og psyke som et hele og jeg vil gøre det af kærlighed til mig selv og dem omkring mig. Så hvis lysten til at brænde en bro en dag kommer over mig, så vil jeg stoppe op, aftale et møde over en kop kaffe med det pågældende kære væsen. Tage en snak om hvordan vi endte hvor vi er, hvordan vedkommende har det? Og om han eller hun mon stadig finder vores venskab eller relation givende?

At vandre alene i lang tid, kan anbefales, men man skal forberede sig på, at eftervirkningerne nok varer resten af livet.

Jeg brændte broer.

LÆS OGSÅ Billige alternativer til frysetørret mad

Sille H. Peitersen for Vandreshoppen.dk, maj 2018.